Kommunen, træsko og guleroden som blev spist

I går havde Paul og jeg vores første fridag, så det var jo stort allerede efter syv dages arbejde… Derfor skulle vi også lige på kommunen og ordne lidt praktiske ting som at indhente en arbejdstilladelse.

Da vi kom op på det rette kontor, sad der to damer, som arbejdede der, men ellers var der ingen. De to damer kunne desværre ikke hjælpe os, så vi skulle vente på chefen. Det gjorde vi så. Han virkede ikke just som stereotypen af en chef, da han kom med træsko og uldsokkerne godt op om bukserne. Hans chef-attitude fejlede dog ikke noget. Da vi fik fremført vores ærinde om arbejdstilladelsen, var det første vi fik en omgang skældud, for det skete i hvert fald én gang om året, at der kom nogen fra sømandshjemmet efter sådan en tilladelse. Og dette betød jo, at den stakkels chef skulle lave et utroligt kompliceret arbejde, som i virkeligheden ikke var hans opgave, lod han os forstå. Det var nemlig sømandshjemmet, som skulle søge i stedet for at lade ham gøre arbejdet, og var vi måske sømandshjemmet? Det var vi jo tydeligvis ikke, men allernådigst nedlod chefen sig dog til at printe den formular, vi skulle have. Ikke nok med at dette jo var en byrde for ham, nej formularen i sig selv var kompliceret. Det kunne vi jo selv tydeligt se, da den fyldte en hel side, så den kunne vi selvfølgelig ikke selv udfylde. Det skulle sømandsbestyreren, og det var i øvrigt også ham, som skulle underskrive. Igen skulle det lige pointeres, at vi jo ikke var sømandshjemmet. Og når man var ansat af sømandshjemmet, kunne man jo arbejde i hele verden, så vi kunne jo bare tage et andet sted hen. Men nu var vi jo i Aasiaat, så vi måtte lige sikre os, at det var dette kontor, som skulle have den meget komplicerede et sides formular, når selveste sømandshjemmet havde udfyldt den. Jo det var det, bekræftede chefen, men vi kunne ikke sådan lige få en tilladelse. Først skulle ansøgningen hænge ved kysten i fjorten dage. Så var det, at Paul i chefens øjne spurgte om jordens tåbeligste spørgsmål, som gik ud på at få præciseret, hvor det var, ansøgningen skulle hænge. Det var selvfølgelig langs hele vest- og østkysten, og selvom vi nu havde fået hjælp nok, så gik han tydeligt irriteret fem skridt for at pege på skranken for folkeregistrering.

På vejen ud fik vi skrevet nummeret ned til skatteafdelingen for region nord. Den hang på en søjle, så den kunne vi da heldigvis selv finde uden at udsætte nogen for mere arbejdspres.
Der var dog ikke meget held, da Paul senere ringede til nummeret og blev stillet videre til de samme mennesker i et kvarter, før han lagde på (til trods for den gode pause musik, som vi andre fik glæden af at høre via højtaleren).

Det viste sig så, at bestyreren af sømandshjemmet kun havde bedt os om at ændre folkeregisteradresse, så det var ganske retfærdigt, at chefen ved kommunen havde følt sig overbebyrdet af komplicerede opgaver som at printe vores komplicerede sides ansøgning. (At jeg så ikke skal ændre min folkeregisteradresse, hvis jeg vil være dækket af min rejseforsikring er en hel anden historie, hvor organiseringen i det danske skal have ris).

Dette leder til guleroden, som blev spist (i øvrigt skal vi have gulerodssalat på søndag, men vi kan ikke få fat på gulerødder i butikkerne, så det bliver lidt svært at sørge for søndagens salat, som i øvrigt er forbeholdt søndag, hvor maden er 5kr dyrere).

Men udover de gulerødder som er spist fra butikkerne i Aasiaat, så var Paul og jeg jo blevet lovet en uges ophold på sømandshjemmet i Nuuk i forbindelse med hjemrejsen som en gulerod, hvis vi i stedet for at arbejde i Nuuk, ville arbejde i Aasiaat, hvor der skulle være mere brug for os.
Der er en ubetydelig forskel på 500km og hvad det ellers indebærer at bo på en lille klippe ø med 3000mennesker fremfor verdens mindste storby med ca. 15.000mennesker. Selvom vi elsker Jyllands lille hovedstad, og derfor fra starten havde valgt Nuuk, trak muligheden for at rejse i Grønland og derved se lidt mere. Så vi sagde ja tak til tilbuddet og i øvrigt ville vi gerne have stillet ski til rådighed. Efter vi fik mail om, at billetterne var bestilt (kun 1 dag før vi tidligst skulle flyve ifølge aftalen og så tidligt, at vi kun skulle til Kbh. endnu en dag tidligere), fik vi også kontrakter, som vi jo gerne skulle skrive under på. Her stod der kun noget omkring kost og logi i Nuuk, så for en god ordensskyld ville jeg gerne have skrevet rejsen ind i kontrakten. Efter beregninger ovenfra på, hvad en indenrigsflyvning i Nuuk koster, blev det dog konkluderet, at der aldrig var lovet transportudgifter, og så kunne det da godt være, vi ikke syntes, der var meget gulerod over det, men han havde ikke lovet noget, han ikke holdt, og stod fast ved sin beslutning, skrev han. Men der blev jo sørget for ski. Så fik vi da det ud af det... troede vi.

I dag blev jeg dog ringet op om, hvad nummer det nu var igen Paul og jeg brugte, for de var jo i gang med at hente tilbud hjem på ski. Når de tilbud så er behandlet, skal de jo lige bestille og så skal de bare lige sejles med skib til Aasiaat. Så det er spændende, om vi får stillet ski til rådighed, når sneen er smeltet. Vi er jo aldrig blevet lovet, hvornår vi skulle have de ski…

Håbefuld har jeg dog gået rundt og prøvet at spotte, hvor det er, at man starter skiruten. Nu er jeg vist også ved at havde vadet på samtlige gader i den lille bygd. På vejen i dag mødte jeg en kvinde, som har boet 8 år i Løgstør. Hun synes Aasiaat og Løgstør minder meget om hinanden. Så for jer, som aldrig kommer til Aasiaat, så kan I åbenbart bare lige køre forbi Løgstør (prisen derfra til Nuuk er også ca. det samme som den er her fra Aasiaat;)