Gæstfrihed vs. Pia Kærsgård

I dag havde Paul og jeg alle tiders elitebilist tur. Desværre er sømandshjemmets bil ikke i eliten. Dette resulterede i, at vi efter at have sat en gæst af i lufthavnen, endte for enden af en smal snedækket vej uden at kunne komme i bakgear og med en snevold foran bilen. Ikke så heldigt. Desuden var vi skudt tilbage i tiden i form af ikke at være udstyret med grønlandsk mobiltelefoni. Der kom en grønlandsk mand forbi, som meget venligt fortalte os, at vi kunne låne nogle skovle, som stod udenfor et af husene, så vi gik i gang med at skovle sne væk rundt om bilen. Dette var dog lidt nytteløst, da vi jo stadig var nød til at bakke jo mindre vi ville grave en tunnel foran bilen og op på en anden vej. Så jeg rendte rundt for at spørge naboerne om vi kunne ringe fra deres telefon til sømandshjemmet. Den første havde desværre hverken telefonnummer eller taletid, men til gengæld en flok nysgerrige børn… Der var mere held ved næste hus, hvor damen kendte sømandshjemmet og ringede op. Der fik jeg fat på en af de andre assistenter, som havde travlt med at grine af os, men dog til sidst lovede, at de nok skulle komme og hjælpe os. Da jeg kom tilbage til bilen var der dog en mand, som råbte fra et af de andre huse, mens han pegede på en bulldozer, som var på vej mod os. Chaufføren spurgte om vi havde brug for hjælp, og ja, det var jo svært at nægte, så der kom store kæder i bilen og vi blev trukket over snevolden, så vi kunne køre til sømandshjemmet uden at skulle bakke. Det var jo skønt bare lige at få hjælp på den måde. Så vi kunne samle de to andre assistenter op på vejen tilbage. Vi fik heldigvis ikke brug for de to ekstra skovle, de kom gående med. De mente de havde håneretten det næste halve år, men da de heller ikke selv kunne få bilen i bakgear, mente de i stedet at vi havde ødelagt gearkassen. Til sidst vandt den ene assistent dog en cola ved at tvinge bilen til at bakke. Det er ikke sådan, når man får en udslidt bil, som kun lige mangler den sidste dråbe, som får gearkassen til at springe over bak


I går var jeg ude at gå min daglige runde i byen for lige så langsom at lære at finde vej. Normalt er det ikke den store bedrift, når man bor på sådan en lille klippe ø, men de som kender min stedsans ved, at der ikke skal andet end en vej til for at køre den forkerte vej . Men jeg kom frem til min udvalgte destination, som var et lille sy værksted, hvor man kan bestille forskellige varer som skindvanter, huer osv. På vej dertil gik jeg og tog billeder af byen og af hundene (der er jo flere hunde end mennesker end Grønland, så heldigt jeg har sådan et afslappet forhold til hunde – hvem ville ikke havde det, hvis deres ryg var hundes ynglings sted for at afmærke deres territorium?). Så kom der en grønlandsk dame op og hilste og spurgte om jeg tog billeder af hundene, for så kunne jeg bare banke på den dør, sagde hun og pegede op på et lille hus, for der var der mange hvalpe. Jeg svarede, at jeg ikke lige kunne få mig til at banke på deres dør, men det skulle jeg endelig bare gøre, sådan var det i Grønland, sagde hun.



Nede i sy værkstedet kom jeg i en ordentlig snak med syersken, som var uddannet buntmager fra Sønderjylland. Han var lidt træt af EU, som var skyld i en nedgang i omsætningen på 70 % pga. restriktioner i import af fangstdyr som sæler og hvaler. Dette skyldtes primært canadiernes nedslagtninger ifølge syersken. Og disse canadier var jo selvsagt de hvide, som havde stjålet hele Amerika. Så deres kølle nedslagtninger af sæler gik nu udover Grønlands eksport til EU. Derimod ville Danmark hellere end gerne eksportere svin og kyllinger (men dem har vi jo heldigvis behandlet godt fra fødsels til død!).

Syersken fortalte også om, hvordan isen på Grønland er ved at forsvinde og at store dele af Danmark nok ville komme under vand. Så var det jo spændende, om vi var nød til at lære grønlandsk og alt om den grønlandske historie inden vi ville få en chance for at komme ind i landet. Han affærdigede dog dette igen, da han mente, at vi alle skulle samarbejde i stedet for at undertvinge hinanden. Der var også nogle danskere, som lærte grønlandsk, men som han sagde, var det for det meste "senge- grønlandsk"…

Der havde tidligere været en dansk pige, som havde arbejdet på sømandshjemmet og også været tilknyttet pinsekirken. Hun havde elsket den grønlandske natur og gået mange ture. Desværre døde hun, da hun var ude at vandre i fjeldene ved Nuuk. Sådan gik det for mange danskere, der ikke kendte naturen, sagde han. Nogle forsvandt bare og blev aldrig fundet.

I forhold til gæstfrihed så var vi allerede til kaffemik dagen efter ankomsten. Det var en af køkkendamernes datter, som fyldte seks år. Så vi købte en barbiedukke med lilla kjole og pink sko samt et smykkeskrin, hvilket bragte stor glæde. Dukken så meget at hun næsten ikke fik åbnet den anden gave. Til gengæld fik vi kage i overflod efter både hellefiskesuppe, rensdyr suppe og sæl kød. Jeg begynder at forstå den grønlandske sang om damen hvis skindbukser revner pga. alle de kaffemik, hun skal til. Her er kaffemik nærmest som et åbent hus, hvor det ikke bare er for dem, som har fået en personlig invitation…

Så blev det lige til et par anekdoter som lille opsamling på de sidste par dage.

For lige at komme ind på det obligatoriske omkring vejret, så er her overraskende lyst. Det begynder at blive lyst ved ni tiden og er mørkt klokken fem, så det er jo meget overskueligt.

Heldigvis er vi udstyret med rigtig godt tøj, så jeg går nærmere rundt og sveder end fryser selvom det er omkring minus 10 til minus 15 grader. Også i Sønderstrømfjord, hvor det var minus 25 grader, havde jeg det varmt. Paul frøs lidt mere (se evt. billede), da han ikke, som jeg, havde taget alt sit tøj på fra starten af turen.

Det har ellers vist sig, at man kan købe alt her. Faktisk kan man godt bruge en dag på at gå i butikker, hvis det er det, man er til. Og de har både saltlakrids, zendium og alt muligt tøj. Bortset fra friske grønsager og mælk, så er priserne næsten som i Danmark. Hvis man ikke kan leve uden hvidkål, så kan man købe et halvt for 16kr. Heldigvis for os begge er vi ikke rygere. En pakke med 20 cigaretter koster 70kr, så jeg havde lidt dårlig samvittighed over at sælge en karton med ti pakker til en gæst, som måtte betale 700kr! Han var heldigvis ligeglad, da han bare skulle have sine cigaretter og vel har syntes, at det var det værd…