En dejlig solskinsdag

Dette var udsigten udover fjorden på vej hjem fra lufthavnen igår. Bilen og jeg er endelig blevet rigtig gode venner, så nu er der plads til at nyde udsigten :)

Idag havde vi fået det arrangeret sådan, at vi først skulle arbejde her til aften. Så i formiddags kunne vi komme i kirke, hvor der var besøg af et DTS hold fra en skole i Norge (en kristen højskole med skoler udover hele verden - ligesom den jeg var på i vancouver). Vi havde håbet på lidt mere engelsk sang, men ellers var det rigtig hyggeligt. Vi mødte dem en af vores første dage i Aasiaat, så det var spændende at høre om, hvad de havde oplevet på rejsen indtil videre.

Præsident håndtrykket...

..som planlægger en fredelig arbejdsfordeling (dette billede er til ære for Jakobs mor:)

hunde igen

Igår havde vi igen en hyggelig fridag (og jeg var super frisk, så jeg er meget tilfreds med mit nye værelse). Vi gik rundt i byen med Henry, som Gurli og Helge har arbejdet med i Thule. Han kendte hundeejeren af flokken på billedet nedenunder, så dem skulle vi selvfølgelig lige hilse på.

Desuden var der lige lidt ekstra hundeudsigt på hjemturen



Når vi har fri..

Hvad laver vi, når vi ikke arbejder?

 Tja… dagen består jo af ca. 9 timers arbejde. Derefter er der fri leg på alle de 8 gange 3 (kilo)meter, som øen jo skulle være. Da vi endnu ikke har nogen ski, er det lidt af et besvær at kæmpe sig væk fra vejen, men fjeldet og skisporret blev da udforsket på ugens fridag, som vi havde i tirsdags. Det var faktisk rigtig flot. Vi var endda så heldige, at solen dukkede frem på vores tur.

Tirsdagen startede med et lift til lufthavnen, da en af vores gæster skulle flyve videre den dag. Han var tilfældigvis pilot i en helikopter, som han var ret stolt af og derfor meget gerne ville vise frem. Han havde mange gode historier, så det var ganske underholdende, men da han aldrig virkede som om, han ville flyve med os, kaprede Paul styrpinden, så det var en super tur. Og vi kan nu sætte flueben ved helikoptertur J

I stedet for at køre med tilbage ville vi udnytte chancen til at vandre hjem over fjeldet. Det var meget flot, men ret besværligt, da vi mange steder pludselig sank i sne til knæerne (Pauls knæer, så jeg sank i til navlenJ). Så igen savnede vi vores ski (som i øvrigt stadig ikke er bestilt, da der stadig forhandles efter et tilbud med en forhandler, som kun har størrelse 40-45).

VI strandede også lidt ovenpå et fjeld, hvor der ikke lige var nogen vej ned - bortset fra en ret stejl sneskrænt. Så efter lidt tøven blev det til vores nye kælkebakke (dog uden kælk – den luksus må man drømme sig tilJ)

Det kunne også have været skønt med en tur på hundeslæde. Der er en del hunde her, men eftersom det er flere år siden, at fjorden er frosset til, er der ikke mange der kører på hundeslæde længere (husk øen kun er 8km lang). Derfor keder hundene sig lidt og bruger tiden til at hænge ud foran Spar J

(Her på sømandshjemmet har vi slet ikke brug for hunde… J)

I slutningen af vores gåtur fik vi handlet lidt godter ind( til ikke-tilbudspris) og så så vi  videre på sæson 2 om Heroes (som der heldigvis blev plads til i Pauls godt 20kg bagage). Desværre havde jeg det lidt skidt, da der er mug på værelset (men det må man vel leve med, når man kun betaler ca. 4000kr/en tredje del af sin månedsløn for kost og logi), så gik tidligt i seng – for at indånde lidt mere mug (er dog begyndt at lufte ud hele dagen, så jeg føler mig helt hjemme ved, at det er iskoldt på værelset . Det er ellers et dejligt værelse jeg har.  Jeg har endda mit eget bad med bruser – det har jeg så fået, fordi de har lidt problemer med at vandet stopper, hvis det ikke løber på det værelse minimum hver anden dag. Så der er bade pligt – og derfor kan jeg ikke bare bytte mit værelse ud med et af de 30 andre værelser uden mug ;)

Mandag den 14.feb. var det jo Valentinsdag, så der havde Paul inviteret mig ud på byens eneste café, så det var super hyggeligt og rigtig lækker udsigt J

Ellers bliver der drukket en masse kaffe, spist kage, set film, set serier, spillet lidt besserwizzer – mens vi prøver at indføre børnearbejde… J

mændene skal lave mad...!!! :)

men her er da hyggeligt :)

 Bemærk sælskindet som hænger til tørre foran huset i baggrunden og snescooteren, som vi gerne ville ude at køre på :)

Sømandshjemmet er den røde bygning til venstre i billedet

Kommunen, træsko og guleroden som blev spist

I går havde Paul og jeg vores første fridag, så det var jo stort allerede efter syv dages arbejde… Derfor skulle vi også lige på kommunen og ordne lidt praktiske ting som at indhente en arbejdstilladelse.

Da vi kom op på det rette kontor, sad der to damer, som arbejdede der, men ellers var der ingen. De to damer kunne desværre ikke hjælpe os, så vi skulle vente på chefen. Det gjorde vi så. Han virkede ikke just som stereotypen af en chef, da han kom med træsko og uldsokkerne godt op om bukserne. Hans chef-attitude fejlede dog ikke noget. Da vi fik fremført vores ærinde om arbejdstilladelsen, var det første vi fik en omgang skældud, for det skete i hvert fald én gang om året, at der kom nogen fra sømandshjemmet efter sådan en tilladelse. Og dette betød jo, at den stakkels chef skulle lave et utroligt kompliceret arbejde, som i virkeligheden ikke var hans opgave, lod han os forstå. Det var nemlig sømandshjemmet, som skulle søge i stedet for at lade ham gøre arbejdet, og var vi måske sømandshjemmet? Det var vi jo tydeligvis ikke, men allernådigst nedlod chefen sig dog til at printe den formular, vi skulle have. Ikke nok med at dette jo var en byrde for ham, nej formularen i sig selv var kompliceret. Det kunne vi jo selv tydeligt se, da den fyldte en hel side, så den kunne vi selvfølgelig ikke selv udfylde. Det skulle sømandsbestyreren, og det var i øvrigt også ham, som skulle underskrive. Igen skulle det lige pointeres, at vi jo ikke var sømandshjemmet. Og når man var ansat af sømandshjemmet, kunne man jo arbejde i hele verden, så vi kunne jo bare tage et andet sted hen. Men nu var vi jo i Aasiaat, så vi måtte lige sikre os, at det var dette kontor, som skulle have den meget komplicerede et sides formular, når selveste sømandshjemmet havde udfyldt den. Jo det var det, bekræftede chefen, men vi kunne ikke sådan lige få en tilladelse. Først skulle ansøgningen hænge ved kysten i fjorten dage. Så var det, at Paul i chefens øjne spurgte om jordens tåbeligste spørgsmål, som gik ud på at få præciseret, hvor det var, ansøgningen skulle hænge. Det var selvfølgelig langs hele vest- og østkysten, og selvom vi nu havde fået hjælp nok, så gik han tydeligt irriteret fem skridt for at pege på skranken for folkeregistrering.

På vejen ud fik vi skrevet nummeret ned til skatteafdelingen for region nord. Den hang på en søjle, så den kunne vi da heldigvis selv finde uden at udsætte nogen for mere arbejdspres.
Der var dog ikke meget held, da Paul senere ringede til nummeret og blev stillet videre til de samme mennesker i et kvarter, før han lagde på (til trods for den gode pause musik, som vi andre fik glæden af at høre via højtaleren).

Det viste sig så, at bestyreren af sømandshjemmet kun havde bedt os om at ændre folkeregisteradresse, så det var ganske retfærdigt, at chefen ved kommunen havde følt sig overbebyrdet af komplicerede opgaver som at printe vores komplicerede sides ansøgning. (At jeg så ikke skal ændre min folkeregisteradresse, hvis jeg vil være dækket af min rejseforsikring er en hel anden historie, hvor organiseringen i det danske skal have ris).

Dette leder til guleroden, som blev spist (i øvrigt skal vi have gulerodssalat på søndag, men vi kan ikke få fat på gulerødder i butikkerne, så det bliver lidt svært at sørge for søndagens salat, som i øvrigt er forbeholdt søndag, hvor maden er 5kr dyrere).

Men udover de gulerødder som er spist fra butikkerne i Aasiaat, så var Paul og jeg jo blevet lovet en uges ophold på sømandshjemmet i Nuuk i forbindelse med hjemrejsen som en gulerod, hvis vi i stedet for at arbejde i Nuuk, ville arbejde i Aasiaat, hvor der skulle være mere brug for os.
Der er en ubetydelig forskel på 500km og hvad det ellers indebærer at bo på en lille klippe ø med 3000mennesker fremfor verdens mindste storby med ca. 15.000mennesker. Selvom vi elsker Jyllands lille hovedstad, og derfor fra starten havde valgt Nuuk, trak muligheden for at rejse i Grønland og derved se lidt mere. Så vi sagde ja tak til tilbuddet og i øvrigt ville vi gerne have stillet ski til rådighed. Efter vi fik mail om, at billetterne var bestilt (kun 1 dag før vi tidligst skulle flyve ifølge aftalen og så tidligt, at vi kun skulle til Kbh. endnu en dag tidligere), fik vi også kontrakter, som vi jo gerne skulle skrive under på. Her stod der kun noget omkring kost og logi i Nuuk, så for en god ordensskyld ville jeg gerne have skrevet rejsen ind i kontrakten. Efter beregninger ovenfra på, hvad en indenrigsflyvning i Nuuk koster, blev det dog konkluderet, at der aldrig var lovet transportudgifter, og så kunne det da godt være, vi ikke syntes, der var meget gulerod over det, men han havde ikke lovet noget, han ikke holdt, og stod fast ved sin beslutning, skrev han. Men der blev jo sørget for ski. Så fik vi da det ud af det... troede vi.

I dag blev jeg dog ringet op om, hvad nummer det nu var igen Paul og jeg brugte, for de var jo i gang med at hente tilbud hjem på ski. Når de tilbud så er behandlet, skal de jo lige bestille og så skal de bare lige sejles med skib til Aasiaat. Så det er spændende, om vi får stillet ski til rådighed, når sneen er smeltet. Vi er jo aldrig blevet lovet, hvornår vi skulle have de ski…

Håbefuld har jeg dog gået rundt og prøvet at spotte, hvor det er, at man starter skiruten. Nu er jeg vist også ved at havde vadet på samtlige gader i den lille bygd. På vejen i dag mødte jeg en kvinde, som har boet 8 år i Løgstør. Hun synes Aasiaat og Løgstør minder meget om hinanden. Så for jer, som aldrig kommer til Aasiaat, så kan I åbenbart bare lige køre forbi Løgstør (prisen derfra til Nuuk er også ca. det samme som den er her fra Aasiaat;)

Gear og overtro

Host, hak, slingre osv.. Jeg er vist ikke blevet helt ven med bilen heroppe endnu. Havde en fornøjelig tur i bilen igør, hvor jeg skulle køre op af lidt stejl snedækket bakke, hjem til en af køkkenpigerne. Da gearen ikke er til at blive helt kloge på tog jeg den op af i 2. gear, hvilket viste sig at give alt for mange omdrejninger (skulle vist have valgt 3. gear). Resultatet blev at bilen driftede , men da jeg kun kørte med 20km/t var det ikke så svært at få styr på bilen igen... Men jeg vil sige jeg fik varmen af den tur:)

Om aftenen var Kirstine og jeg på et lille visit til den lokale frikirke. Den ledes af et dansk par, og havde i øjeblikket besøg af en flok unge fra en UMO (ung med opgave) - Højskole i norge. efter at have snakket med de unge, sad vi oppe i ægteparrets stue og snakkede lid med dem. De havde dog til travl da de skulle ud og være amatør eksorcister den aften, og gerne lige ville nå at spise inden. Der er meget overtro heroppe, og lokale indbyggere henvender sig gerne til ægteparret, da de nyreligiøse ofte skal have penge for at hjælpe med uddrivelse. Nu kalder jeg dem amatør eksocister, for de gør egentlig ikke andet end at tage ud til hjemmene der hjemsøges, og her be en bøn, samt synge en sang. Vi har fået lov at komme med engang, men nu må vi lige se om det bliver til noget. De var ihvertfald et hyggeligt par.
At de lokale er meget frygtsomme overfor overnaturlige hændelser fremgår også af, at stuepigerne på sømandshjemmet er bange for at gå over på annekset (det er der Kirstine har sit værelse...Uh!!!) da det spøger her:)

endnu en hund og go udsigt

dette er udsigten få minutters gang fra sømandshjemmet -- ikke dårligt. Men nu vil vi gerne snart have vores ski, så vi kan krydse øen på dem. Det skulle være en ret fantastisk tur :)

Så fik vi set nordlys, og jamen altså da!

Vi var lidt i tvivl om hvorvidt der var nordlys her i Aasiaat, da der skulle være en øvre grænse for det, men det var der så, så det var jo herligt at se. Kirstine mente godt nok vi havde set det i Illulisat da vi ankom. Men det lignede nu mest bare en sky, så jeg var ikke helt overbevist. Det nordlys vi så igår, havde derimod et fint grønligt skær.

I dag har vi været til gudstjeneste. Der var barnedåb, og så kunne man lige høre at kristus og gud blev nævnt ind imellem. Det hele forgik på Grønlandsk, så det var ikke så meget vi fik ud af det, men vi fik dog set nogle fine nationaldragter. Mændene i hvid hættetrøje og sorte bukser, og kvinderne i en fint udsmykket dragt, der måske kunne minde om en gammel dansk folkedragt eller måske nærmere en norsk.

Nu skal vi snart spise igen. Vi bliver virkelig godt fodret op heroppe, maden er ok, og det virker som om vi spiser hele tiden, vi har lidt kulden mistænkt for at gøre os sultne. Kirstine har taget de første 20kg på, men det er jo bare hyggeligt:D

Over and out!

Sol og måne kalender

Følg med i hvornår vi har sol (vi har ca. ti minutter ekstra hver dag)

http://www.dayweekyear.com/sunmooncalendar.jsp?cityid=GL%2CAll%2CAasiaat

Gæstfrihed vs. Pia Kærsgård

I dag havde Paul og jeg alle tiders elitebilist tur. Desværre er sømandshjemmets bil ikke i eliten. Dette resulterede i, at vi efter at have sat en gæst af i lufthavnen, endte for enden af en smal snedækket vej uden at kunne komme i bakgear og med en snevold foran bilen. Ikke så heldigt. Desuden var vi skudt tilbage i tiden i form af ikke at være udstyret med grønlandsk mobiltelefoni. Der kom en grønlandsk mand forbi, som meget venligt fortalte os, at vi kunne låne nogle skovle, som stod udenfor et af husene, så vi gik i gang med at skovle sne væk rundt om bilen. Dette var dog lidt nytteløst, da vi jo stadig var nød til at bakke jo mindre vi ville grave en tunnel foran bilen og op på en anden vej. Så jeg rendte rundt for at spørge naboerne om vi kunne ringe fra deres telefon til sømandshjemmet. Den første havde desværre hverken telefonnummer eller taletid, men til gengæld en flok nysgerrige børn… Der var mere held ved næste hus, hvor damen kendte sømandshjemmet og ringede op. Der fik jeg fat på en af de andre assistenter, som havde travlt med at grine af os, men dog til sidst lovede, at de nok skulle komme og hjælpe os. Da jeg kom tilbage til bilen var der dog en mand, som råbte fra et af de andre huse, mens han pegede på en bulldozer, som var på vej mod os. Chaufføren spurgte om vi havde brug for hjælp, og ja, det var jo svært at nægte, så der kom store kæder i bilen og vi blev trukket over snevolden, så vi kunne køre til sømandshjemmet uden at skulle bakke. Det var jo skønt bare lige at få hjælp på den måde. Så vi kunne samle de to andre assistenter op på vejen tilbage. Vi fik heldigvis ikke brug for de to ekstra skovle, de kom gående med. De mente de havde håneretten det næste halve år, men da de heller ikke selv kunne få bilen i bakgear, mente de i stedet at vi havde ødelagt gearkassen. Til sidst vandt den ene assistent dog en cola ved at tvinge bilen til at bakke. Det er ikke sådan, når man får en udslidt bil, som kun lige mangler den sidste dråbe, som får gearkassen til at springe over bak


I går var jeg ude at gå min daglige runde i byen for lige så langsom at lære at finde vej. Normalt er det ikke den store bedrift, når man bor på sådan en lille klippe ø, men de som kender min stedsans ved, at der ikke skal andet end en vej til for at køre den forkerte vej . Men jeg kom frem til min udvalgte destination, som var et lille sy værksted, hvor man kan bestille forskellige varer som skindvanter, huer osv. På vej dertil gik jeg og tog billeder af byen og af hundene (der er jo flere hunde end mennesker end Grønland, så heldigt jeg har sådan et afslappet forhold til hunde – hvem ville ikke havde det, hvis deres ryg var hundes ynglings sted for at afmærke deres territorium?). Så kom der en grønlandsk dame op og hilste og spurgte om jeg tog billeder af hundene, for så kunne jeg bare banke på den dør, sagde hun og pegede op på et lille hus, for der var der mange hvalpe. Jeg svarede, at jeg ikke lige kunne få mig til at banke på deres dør, men det skulle jeg endelig bare gøre, sådan var det i Grønland, sagde hun.



Nede i sy værkstedet kom jeg i en ordentlig snak med syersken, som var uddannet buntmager fra Sønderjylland. Han var lidt træt af EU, som var skyld i en nedgang i omsætningen på 70 % pga. restriktioner i import af fangstdyr som sæler og hvaler. Dette skyldtes primært canadiernes nedslagtninger ifølge syersken. Og disse canadier var jo selvsagt de hvide, som havde stjålet hele Amerika. Så deres kølle nedslagtninger af sæler gik nu udover Grønlands eksport til EU. Derimod ville Danmark hellere end gerne eksportere svin og kyllinger (men dem har vi jo heldigvis behandlet godt fra fødsels til død!).

Syersken fortalte også om, hvordan isen på Grønland er ved at forsvinde og at store dele af Danmark nok ville komme under vand. Så var det jo spændende, om vi var nød til at lære grønlandsk og alt om den grønlandske historie inden vi ville få en chance for at komme ind i landet. Han affærdigede dog dette igen, da han mente, at vi alle skulle samarbejde i stedet for at undertvinge hinanden. Der var også nogle danskere, som lærte grønlandsk, men som han sagde, var det for det meste "senge- grønlandsk"…

Der havde tidligere været en dansk pige, som havde arbejdet på sømandshjemmet og også været tilknyttet pinsekirken. Hun havde elsket den grønlandske natur og gået mange ture. Desværre døde hun, da hun var ude at vandre i fjeldene ved Nuuk. Sådan gik det for mange danskere, der ikke kendte naturen, sagde han. Nogle forsvandt bare og blev aldrig fundet.

I forhold til gæstfrihed så var vi allerede til kaffemik dagen efter ankomsten. Det var en af køkkendamernes datter, som fyldte seks år. Så vi købte en barbiedukke med lilla kjole og pink sko samt et smykkeskrin, hvilket bragte stor glæde. Dukken så meget at hun næsten ikke fik åbnet den anden gave. Til gengæld fik vi kage i overflod efter både hellefiskesuppe, rensdyr suppe og sæl kød. Jeg begynder at forstå den grønlandske sang om damen hvis skindbukser revner pga. alle de kaffemik, hun skal til. Her er kaffemik nærmest som et åbent hus, hvor det ikke bare er for dem, som har fået en personlig invitation…

Så blev det lige til et par anekdoter som lille opsamling på de sidste par dage.

For lige at komme ind på det obligatoriske omkring vejret, så er her overraskende lyst. Det begynder at blive lyst ved ni tiden og er mørkt klokken fem, så det er jo meget overskueligt.

Heldigvis er vi udstyret med rigtig godt tøj, så jeg går nærmere rundt og sveder end fryser selvom det er omkring minus 10 til minus 15 grader. Også i Sønderstrømfjord, hvor det var minus 25 grader, havde jeg det varmt. Paul frøs lidt mere (se evt. billede), da han ikke, som jeg, havde taget alt sit tøj på fra starten af turen.

Det har ellers vist sig, at man kan købe alt her. Faktisk kan man godt bruge en dag på at gå i butikker, hvis det er det, man er til. Og de har både saltlakrids, zendium og alt muligt tøj. Bortset fra friske grønsager og mælk, så er priserne næsten som i Danmark. Hvis man ikke kan leve uden hvidkål, så kan man købe et halvt for 16kr. Heldigvis for os begge er vi ikke rygere. En pakke med 20 cigaretter koster 70kr, så jeg havde lidt dårlig samvittighed over at sælge en karton med ti pakker til en gæst, som måtte betale 700kr! Han var heldigvis ligeglad, da han bare skulle have sine cigaretter og vel har syntes, at det var det værd…

　

Nu med Pauls ansigt på bloggen :)

Sælfangst

Sømandshjemmet Aasiaat

igang på sømandshjemmet

Så er vi i fulde gang med oplæringen på sømandshjemmet og har allerede en fri dag om en uge... :)

Indtil videre går det helt fint. Sømandshjemmet ligger rigtig hyggeligt lige ned til havnen, så der er en fin udsigt udover vandet, så det er skønt, når man sidder med morgenkaffen. Den har jeg brygget de sidste to dage kl 6. Heldigvis kan jeg stadig snyde mig selv og lade som om, at klokken er ti, hvilket jo gør det til et meget humant tidspunkt, selvom man ikke er decideret a-menneske ;)

Byen er super hyggelig og fin med en masse små farverige huse, sneklædte klipper og venlige mennesker. For at gøre det til en helt autentisk lille klippe ø, som vi kender den i Dk, så er den ene assistent bornholmer med rigtig bornholmsk accent. Jeg fik også en stjerne ekstra for at hedde Kofoed, så det går rigtig godt ;)

Bestyrerparret er i DK for tiden. Vi nåede ikke at møde dem pga. luksus opholdet i Illulisat, men vi fulgtes med et vikarpar, som er her istedet. Det er to hyggelige pensionister fra Nordjylland. Den sidste assistent foruden os er fra Århus, så det hele er jo meget hjemligt :)

Illulisat ikke aasiaat

Så kom vi til Grønland!! men ikke til Aasiaat endnu. Vi ankom til sønder strømfjord med flyed omkring kl 10 igår lokal tid. Efter planen skulle vi så have fløjet videre kl 12.40. Da vi kom ud i flyet og havde sat os til rette viste det sig dog hurtigt at der var en fejl med instrumentbrættet, så piloten ikke kunne se temperaturen på den ene motor. Derfor blev vi alle smidt af flyet igen, og de næste 5-6timer hørte vi så i højtaleren om fremgangen på reparationen af flyet. vi kom på flyet et par gange og blev smidt af igen, men Kirstine nød det, og blev ved med at håbe vi skulle overnatte på et luksus hotel i sønder strømfjord:)
Sådan endte det ikke helt, men faktisk bedre:) piloten måtte kun flyve et begrænset altal timer mere da flyet endelig var klar til at lette, så istedet for at vi kunne blive fløjet til Aasiaat, blev vi fløjet til Illulisat på et 4 stjernet hotel, med lækker aftensmad og morgenmadsbuffet med i prisen (prisen på 0 kr altså:)). Her sidder vi s nu på Hotel Arctic, hvor vi har en fatastisk udsigt ud over hele diskosbugten som bugner med isbjerge og andet godt. Vi er lige kommet hjem fra en lille sightseeing i byen (igen gratis) og har nydt udsigten og de fine slædehunde (nydt dem er måske et lidt forkert ordvalg:)).
Om 5min kører vi til lufthavnen, og har derfra en 20min tur til Aasiaat. Vi fløj med et dash 7 fly igår, så mon ikke det bliver sådan et igen. Vi vil gerne undgå de dash 8 fly der er styrtet ned i danmark, selvom at de dash 8 fly greenland air har vist ikke er helt samme model. hvis vi kunne undgå problemer med styrebrættet eller motoren idag ville det også være herligt:)

ha det vældigt i danmark, det vil vi prøve på her i det kolde nord