Tja, nu er det ved at være tid til lidt nyt på bloggen (har jeg ladet mig fortælleJ)
Jeg vil starte med vejret, da det er en god icebreaker – her i Grønland faktisk bogstaveligt ment.
Isen er ved at være brudt flere steder, hvilket er dejligt for de folk, som har små både rundt omkring. Den is, som stadig er tilbage, får nogen det bedste ud af ved at ligge sin båd til isen, så det er lettere at komme om bord.
Der kan også spares gode penge på bådreparationer nu, da båden kan laves, mens den ligger til ved isen. Så behøver den ikke at blive taget op på værftet, hvilket koster 8000kr..
Prisen er måske også en grund til, at det gælder om at få båden hurtigt i vandet igen, hvis den er på land. At båden er taget op, hindrer i hvert fald ikke bådejere i stadig at sælge sejlture. Derfor måtte jeg køre et par gæster rundt på havnen for at lede efter den båd, de skulle sejle med. Vi kunne ikke se den nogen af de steder, hvor bådene normalt ligger til. Så pludselig ser vi, at den stadig er på land. Så må vi tilbage på sømandshjemmet og de to passagerer, som allerede tidligere er kommet tilbage fra lufthavnen pga. en aflysning af en flyvning, de må nu også vende tilbage fra havnen, da deres båd stadig er på land. Båden kommer dog i vandet og efter en større forsinkelse kommer de to gæster af sted.
Efter en hård skitur i forgårs troede jeg, at det var den sidste tur på langrend i denne sæson, da sneen var et ordentligt lag blødt sjap, hvor skistavene nærmest skulle hives op, hver gang de blev sat ned i sneen. Skiene sank også dybt ned, så ikke engang ned af bakkerne, blev det nødvendigt med fald-bremse-teknikken, da der ikke kom nogen fart på. Men nu har vi lige fået et nyt lag sne og lidt kulde (minus 5C), så sæsonen for langrend er måske alligevel ikke slut. Jeg havde ikke behøvet at frygte, at sneen var væk, før vi fik skiene.. Men vi er nu ved at glæde os til lidt varme, sejlture og til at se hvaler!
Kælken er også langt om længe blevet indviet. Det handler bare om at udvælge de rette lejekammerater, så jeg inviterede mig selv hjem til en kollega for at kælke med hende og hendes søn på 1,5år. Allerede da kælken kom ind af døren i lejligheden, var den et hit, så Anders (sønnen) endte med at få den.
Han var heller ikke bange, da vi kom ud, men sad og sagde ”løb, løb” og så måtte jeg jo løbe rundt med ham og trække ham op på nogle bakker, så han kunne kælke ned. Hans mor og jeg fik også prøvet et par ture – når vi da fik lov af Anders J.
Anders er blevet sømandshjemmets maskot. Og da hans mor, Betina var med til at vinde ”specialprisen” ved is-skulptur-festivalen, så skulle de selvfølgelig med, da vores grill skulle indvies. Det blev rigtig god underholdning at se Anders savle over spareribs.
Vores lille event omkring deltagelse i is-skulpturfestivalen er blevet forsidestof med et billede taget af den berømte fotograf Paul Vigsø. Se linket til bladet her og læs den fremragende artikel i bladet:
http://www.somandsmissionen.dk/redningsbaaden-og-duen.htm
Ellers går arbejdet sin vante gang. Nogle gange med travlhed og andre gange med dybe tanker…
Vi er desuden blevet beriget med et par saltfisk (helt nøjagtigt 30poser J), så dem sidder jeg og gumler nu og tænker på, at jeg var ærgerlig over ikke at have nok kg tilbage til at medbringe én pose saltfisk, da jeg pakkede bagagen i Danmark.
Afslutningsvis lige et stemningsbillede mere
